| Styrtløb – DH – Downhill
Styrtløb er alpinsportens formel 1, der med sine høje
hastigheder på op mod 160 km/t og hop hvor løberne flyver
helt op til 80 meter gennem luften, er en farlig men spændende
disciplin både at se og at køre. Det er da også national sport
i mange af alpelandende og det er det international skiforbunds
(F.I.S.) flagskib. Det er her tilskuerne er flest og pengepræmierne
er størst. Det er den disciplin man kan blive mest afhængig
af som løber. Det er nemlig en helt unik følelse at kunne
accelerere og bevæge sig i så høj hastighed uden motorkraft,
men udelukkende med kroppens egen tyngde og kraft som drivkraft.
Det er faktisk kun frit fald der overgår styrtløbets evne
til både acceleration og fremdrift ved egen kraft.
Styrtløb blev ligesom slalom afholdt første gang i Østrig
i slutningen af 1920'erne. Betingelserne var lettere at overskue.
Det var simpelthen hurtigste mand fra top til bund. Pisten
blev brugt som bane og ikke som i de andre discipliner, hvor
der er en bane på en piste. Der var dog stadigvæk markeringer
på banen, men dette var mere for at gøre reglerne entydige,
så der ikke var løbere der prøvede f.eks. at køre en genvej
gennem en skov eller andre veje udenfor pisten.
Styrtløb kræver styrke i hele kroppen for at kunne modstå
de enorme kræfter løberen bliver udsat for. I skarpe sving
eller i kompressioner kan løberen komme op og trykke 2-3 G
(x gange egen kropsvægt). Hertil kommer en stor centrifugalkraft
der også skal holdes med hovedsageligt løberens overkrop.
Der er tre ting der gør sig gældende inden for styrtløb.
Det at kunne stå på 'flade' ski – altså at bruge kanterne
mindst muligt så skiene glider på den mest optimale måde.
Det at køre den korteste linie kan også være altafgørende
for resultatet. Her er det en balancegang mellem hvor lidt
og hvor skarpt man behøver at svinge for fortsat at holde
sig på banen.
Styrtløb er den disciplin der er blevet mindst påvirket af
carvingskiene. Skienes taljering er blevet en lille smule
større men det er minimalt. Længderne er dog gået ned fra
242 cm til mellem 222 cm og 215 cm.
|