Storslalom – GS – Giant Slalom

Storslalom er uden tvivl den mest teknisk krævende disciplin alpinsporten har. Man kan sige at det er fundamentet til alle de andre discipliner, da det mere eller mindre er en sammenblanding af dem. Det er da også den disciplin, som ALLE løbere i praksis træner hovedsageligt, uanset om de er slalom- eller styrtløbere. Det skyldes at storslalom kræver, at man kan kontrollere og beherske teknikerne fra de andre discipliner eller sagt på en anden måde: Når man behersker storslalom har man nogle utroligt gode redskaber at arbejde med i de andre discipliner. 

Balanceegenskaberne kommer på en seriøs prøve i storslalom disciplinen, da man med en middelhøj hastighed (50 – 80 km/t) skal svinge utroligt meget, og man bliver nødt til at komme langt 'ned' for at kunne modstå den centrifugalkraft, man bliver udsat for. Det gør at det bliver en hårfin balance mellem at falde ind på grund af for lidt modkraft eller blive kastet ud på grund af for stor kraft. 

Herudover kræves det at ens timing og præcision er virkelig god, da selv små fejl eller sving, der er påbegyndt brøkdele af et sekund enten for sent eller for tidligt, kan sende dig ud af banen. 

Storslalom har elementerne af både hurtighed, styrke og fart. 
Hvis vi ser storslalom i forhold til slalom kan man sige at svingene er større og færre og retningsændringerne er mindre, men i praksis virker meget skarpere, da farten er det højere end slalom disciplinen.

Skiene er mindre taljerede og længere end slalomskiene. Dette gør at skiene bruger længere tid til at svinge, men til gengæld er lettere at styre i højere fart. 

Skienes længde og form har da også været påvirket af carving-skiens indtog. Jeg kørte for 5 år siden med storslalom ski der ikke var særligt taljerede og havde en længde på 205 cm. I dag kører jeg med ski der er meget mere taljerede og kun har en længde på 193 cm.