| Super G – SG
Super G er den yngste af de alpine discipliner. Den
havde sin debut i World Cup'en i sæsonen 86/87, som var en
test før de olympiske lege i Calgary 88, hvor franskmanden
Frank Piccard vandt det første OL guld i Super G.
Den nye disciplins opstand har Ingemar Stenmark en stor ære
af indirekte. Han kunne nemlig skaffe sig nok World Cup point
til at vinde det samlede World Cup trofæ ved kun at køre de
tekniske discipliner (slalom og storslalom) og behøvede derfor
ikke at starte i styrtløb. Dette gjorde det umuligt for styrtløberne
at kunne gøre sig gældende i den samlede World Cup. Man skabte
derfor en ekstra disciplin ved navnet Super G (Super Giant
Slalom) der er en mellemting mellem storslalom og styrtløb.
I praksis favoriseres fartløberne dog, da banen er tættere
på styrtløb end storslalom med hastigheder der kun er lidt
langsommere end i styrtløb (100-160 km/t). Svingene er en
hel del større end storslalom og teknisk stærke løbere har
ikke så meget at vinde i forhold til fartløbernes styrke og
glideevner. Super G kan ofte være mere krævende end styrtløb,
da svingene kommer med kortere mellemrum og er større og farten
som sagt ikke er meget lavere end i styrtløb.
Carvingskien har gjort små ændringer på skiene indenfor Super
G. Skiene er blevet en lille smule mere taljerede og lidt
kortere, men det er ikke meget der er tale om her, da disciplinen
jo ikke er så gammel og dermed ikke har udviklet sig særligt
meget fra den oprindelige form.
Jeg kører i denne sæson med ski der er 212 cm lange og det
er samme længde super G skiene har ligget de sidste mange
år.
|