Storslalom er uden tvivl den mest teknisk krævende disciplin alpinsporten har. Man kan sige at det er fundamentet til alle de andre discipliner, da det mere eller mindre er en sammenblanding af dem. Det er da også den disciplin, som ALLE løbere i praksis træner hovedsageligt, uanset om de er slalom- eller styrtløbere. Det skyldes at storslalom kræver, at man kan kontrollere og beherske teknikerne fra de andre discipliner eller sagt på en anden måde: Når man behersker storslalom har man nogle utroligt gode redskaber at arbejde med i de andre discipliner. 

Styrtløb er alpinsportens formel 1, der med sine høje hastigheder på op mod 160 km/t og hop hvor løberne flyver helt op til 80 meter gennem luften, er en farlig men spændende disciplin både at se og at køre. Det er da også national sport i mange af alpelandende og det er det international skiforbunds (F.I.S.) flagskib. Det er her tilskuerne er flest og pengepræmierne er størst. Det er den disciplin man kan blive mest afhængig af som løber. Det er nemlig en helt unik følelse at kunne accelerere og bevæge sig i så høj hastighed uden motorkraft, men udelukkende med kroppens egen tyngde og kraft som drivkraft. Det er faktisk kun frit fald der overgår styrtløbets evne til både acceleration og fremdrift ved egen kraft.